Californien
Californien er klart USA’s største og mest kendte vinregion. Californien huser over 1.200 producenter af forskellig størrelse – fra nogle af verdens største vinproducenter med verdensomspændende aktiviteter til små, lokalt orienterede boutique-vinerier.
Californien er stjernen i USA’s store vin-show
Solskinsstaten står for hele 90% af amerikansk vinproduktion, hvilket svarer til 1/3 mere vin end landet Australien kan producere alene. Vinturismen er vigtig, og mange producenter overlever ved blot at sælge ved ”stalddøren”.
Vinregioner og geografi i Californien
De første vinmarker blev plantet af de spanske missionærer i det 18. århundrede, og i dag kan regionen deles op i fire zoner: Northern California, der bl.a. dækker over Napa og Sonoma Valley. Central Coast med bl.a. Santa Cruz Mountains, Paso Robles og Santa Ynez Valley. South Coast, som generelt er mindre kendt, og Central Valley med Sierra Foothills og Lodi.
Regionen er meget varieret både klimatisk og geografisk med vinmarker tæt på kysten og langt inde i landet. Der er påvirkning fra både Stillehavet, San Francisco Bay og bjergene. Generelt taler man om et varmt middelhavsklima, men dog med store regionale udsving.
Druer og vine i Californien
Vinene er som regionen meget forskelligartede afhængigt af, hvor de kommer fra i regionen, og vi finder her næsten alt, dog generelt med forholdsvis høj modenhed og kraft, både for røde og hvide vine. Der dyrkes over 100 forskellige druesorter i Californien, men de mest sete er Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Merlot, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Syrah og Zinfandel. Derudover eksperimenteres der en hel del med Rhône-druerne Grenache, Carignan og Mourvédre. Læs mere om vores udvalgte amerikanske vinhus her: Delicato Family Vineyards, Barefoot