Forbedring af rekreativt område
Det rekreative område i Hjørring ligger centralt, og er velbesøgt af både private, skoler og institutioner. Området har gennemgået stor forvandling, men mangler en sidste afslutning. I føtex Hjørring har man indstillet projektet til en donation fra Salling Fondene, som Hjørring Kommune har fået. Donationen skal bruges til at komme helt i mål med området. Blandt andet skal søen oprenses og genetableres til soppedam, der skal sættes ny stensætning, etableres søterrasse med borde og bænke samt en træpram. Derudover bliver der også etableret en lille sandstrand ved en del af bredden, så både børn og voksne nemt kan komme i søen.
”Det er fedt, at vi kan være med til at genoplive et område, der er så historisk og som for mange har en stor betydning. Jeg har selv som ung knægt badet i søen og ved, hvor meget liv i området, det kan skabe, når der er nogle gode faciliteter. Derfor er vi både glade og stolte over, at Salling Fondene og vi i føtex kan være med til at styrke lokalmiljøet og gøre Svanelunden endnu mere attraktiv for folk i byen” fortæller Morten Kjær, varehuschef i føtex Hjørring.
Hjørring kommune har modtaget en donation på 250.000 DKK. Projektet forventes færdig primo 2020.
Se hvad lokale medier skriver om projektet:
Salling fondene og føtex genopliver soppedammen i Hjørring – Vendelboposten
Nyt liv til soppedammen i Hjørring – Vendelboposten
Soppedammen får nyt liv – Vendelboposten