Find vin til asiatisk mad
Få hjælp til at vælge vin til asiatiske retter
Har du styr på, hvordan du vælger vin til asiatisk mad? Der er nemlig stor forskel på, om du skal have fat i en vin, der er god til sushi eller en vin, der er god til stærk thaimad. En tommelfingerregel er, at en ret som udgangspunkt passer godt til vine fra samme oprindelsessted. Den læresætning er selvfølgelig nem at følge, hvis du har med franske, italienske og sydamerikanske retter at gøre.
Men at opdrive en god vin fra eksempelvis Thailand, Japan eller Indien er lettere sagt end gjort. Heldigvis er der nok vine fra andre steder at vælge imellem – især når du ved, hvad du skal kigge efter. For at give et godt overblik, har vi lavet en lille oversigt over de rød- og hvidvine, der passer godt til nogle af de asiatiske køkkener og retter.
Vin til sushi
Sushi hører som regel til den milde ende af smagsspektret. Derfor er det optimalt at gå efter en let vin, så du undgår, at vinen overdøver den milde og friske smag fra sushien. I stedet skal vinen støtte op om sushiens lette, forfinede smag og råvarer, som ofte kommer fra havet. Milde hvidvine er derfor et sikkert valg, når du skal vælge vin til sushi.
Som makker til nigiri- og makiruller er en mineralsk og frisk østrigsk hvidvin på Grüner Veltliner-druen et rigtig godt valg. Vinen har en mineralsk og krydret eftersmag, som minder om hvid peber. Du kan også vælge en tør Sauvignon Blanc fra New Zealand, som er rigere på smagen af tropisk frugt, asparges og grøn peber.
Vin til thaimad
Thaimad består typisk af søde, cremede og eksotiske noter fra kokos kombineret med den krydrede smag af koriander, basilikum og karry. Det kræver sin vin at favne thaimadens mange smagsnuancer, uden at den mister sin smagspersonlighed. Grundet de forskellige smagsnuancer er der meget at vælge imellem, når du skal finde vin til thaimad.
Er retten let og mild, kan du gå med en afbalanceret argentinsk hvidvin på Chardonnay. Vinen er rig på fedme og har noter af eksotiske frugter som ananas, melon og grapefrugt. Er retten derimod til den krydrede side, kan det være en god idé at skifte til rødvin. En ung Pinot Noir med masser af frugtsødme og friskhed kan rense ud efter thaimadens stærke aromaer og kokosmælkens fedme.
Hvis chilifaktoren er i top, er det vinens fornemmeste job at rense, afkøle og forfriske smagsløgene efter hver bid – uden at vinen mister for meget smag og personlighed. Man får tit at vide, at rødvin er god til stærk mad og rødt kød, mens hvidvin hører hjemme ved fiskeanretninger.
Det er dog ikke altid helt rigtigt, da livlige hvidvine med god syre og let sødme er helt fantastiske til mad med chili. Prøv derfor en tør og let Riesling, der ikke er for sød, til at neutralisere og nuancere chiliens dominerende smag.
Vin til indisk mad
Det indiske køkken er kendetegnet af tunge, smagsholdige retter med en spicy kant og masser af fedme. Derfor skal vinen have en vis pondus, hvis ikke den skal drukne i de andre smagsnuancer. Den skal også have en god syre, der renser ud mellem hver bid. Der skal dog være en fin balance, så måltidet og vinen ikke bliver alt for tungt.
En kraftig, tør og let sød hvidvin som Pinot Grigio lagret på egetræsfade er en glimrende kandidat. Er du mere i humør til rødvin, så prøv en tør, røget og krydret Syrah, der ikke er for frugtig. Det handler om at finde en vin til indisk mad, der kan klare de tunge, krydrede og stærke retter og støtte op om smagene.
Skal du vælge vin til maden?
Vin og mad