Sådan vælger du vin til ost

Bliv klogere på, hvordan du matcher ost og vin

Langt de fleste mennesker vælger at finde en god rødvin frem, når der er ost på menuen. Den kombination bunder typisk mere i en vane end velsmag, for der er mange flere muligheder end blot rødvin til oste, der kan være alt fra milde til kraftige. Faktisk er hvidvin tit det bedste match, når du skal finde en god vin til ost.

Det skyldes, at frugten og syren i hvidvinen ofte virker smagsrensende mellem hver bid ost. Rødvin, derimod, har det med at få en metallisk eftersmag i samspil med ost, hvis ikke du vælger din vin med omhu. Heldigvis er vi her for at hjælpe. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at finde gode vine i flere typer og med forskellige smagsegenskaber, der fungerer godt til forskellige oste.
 

Den gode vin til den gode ost 

Ost giver en fed og fyldig smag i munden, og derfor passer ost godt sammen med vin, der er mere syrlig og skarp. Det behøver ikke at være en større videnskab at finde den rigtige vin til din ost. Så længe du holder dig til et par nemme huskeregler, finder du nemt den bedste vin til ostebordet.

Start med at vælge osten – derefter vinen. Du får mest ud af dine vine og oste, hvis du vælger 2-3 oste af høj kvalitet i stedet for mange forskellige. På den måde får du mere spændende, kontrastfyldte og komplimenterende smage frem. Prøv f.eks. en fyldig, nøddeagtig ost sammen med en fyldig, nøddeagtig vin, en ung og frisk ost med en ung og frisk vin – og moden ost med en moden vin.
 

Vin til brie, camembert og andre bløde hvidskimmeloste

Du finder tit hvidskimmelsoste på et veldækket ostebord. Det er skønne ostetyper, som kommer vidt omkring i smagsnuancerne. Hvidskimmelens smagsunivers spænder fra mild til kraftig – og jo kraftigere osten er, desto sødere bør din vin være. Det er ofte meget cremede oste, der giver et lag af fedt i munden.

Til denne slags ost anbefaler vi vine lavet på Pinot Gris-druen (gerne fra Alsace), en ikke for kraftig vin på Chardonnay, Gewürtztraminer-druen og sågar champagne lavet på Pinot Blanc-druen. Generelt passer hvidskimmeloste godt med syrlige hvidvine, bobler eller fyldige og let søde hvidvine.

Udvalgte vine til hvidskimmeloste

Vin til gorgonzola, Danablue og andre blåskimmeloste  

Blåskimmelost er tit en ost, der deler vandene: enten hader du den, eller også elsker du den. Det er typisk fordi, blåskimmelost kan rumme smage lige fra det cremede, milde og sødmefulde til det saltede, ammoniak-agtige smagsindtryk. Derfor bør du også overveje, hvilke smagsnuancer din valgte blåskimmelost indeholder, før du vælger din vin.

Jo mere smag og power, der er i din blåskimmelost, jo sødere vin kræver den også. Blåskimmeloste er generelt gode med sødlige rødvine og hvidvine. De sødere typer af Riesling-vin, en mellemsød champagne (demi sec), hedvin eller portvin er glimrende følgesvende til din blåskimmelost.

Udvalgte vine til blåskimmeloste

Vin til comté, gruyère og andre tørre og faste oste

De tørre og hårde oste som comté, cheddar, gruyère, parmesan og pecorino har for det meste et ret mildt smagsindtryk, der spænder fra det mælkede til det mere saltede og nøddeagtige. Der er dog stor forskel på smagene i disse oste, så det bør du være opmærksom på, når du skal vælge vin til de mere faste og tørre oste.

Til denne form for ost skal du finde vin, som ikke overdøver de mere milde og subtile smagsnuancer i osten. Det kan være hvidvin fra Bourgogne lavet på Chardonnay, en tør Riesling eller spanske rødvine fra Rioja. Det er særligt fyldige hvidvine med frugtige noter, der går godt til de mere faste oste.

Udvalgte vine til tørre og faste oste

Vin til gedeost

Gedeost er en ostetype, som både kan være salt og syrlig i smagen. Og så har de fleste gedeoste også en smag af, ja, ged. Det kan være en ret gennemtrængende smag, så her er det ekstra vigtigt med en god vin til. Hvis osten er syrlig, bør du også vælge en vin, der er syrlig. Hvis du vælger en mere mild vin, kan osten nemt overdøve vinen.

Hvidvine lavet på Sauvignon Blanc-druen, som eksempelvis Sancerre, går rigtig godt til gedeost – ligesom hvidvin på Chenin Blanc-druen også er et godt bud. Hvis gedeosten er mere salt, kan du vælge en Reserva eller Gran Reserva rødvin.

Udvalgte vine til gedeost

Den rigtige vin til osten afhænger af dig

Til sidst er det selvfølgelig vigtigt at nævne, at det rigtige valg af vin afhænger af dig. Vi smager noget forskelligt, både i osten eller vinen, når vi tager en mundfuld eller en bid. Måske synes du, at osten er mere salt end andre gør. Derfor afhænger det rigtige valg af, hvad du smager og foretrækker.

Det vigtigste er, at du vælger en vin, der er med til afbalancere smagene i osten og vinen. Det er nemlig balancen mellem smagene, der afgør, om vinen er det rigtige valg. Du kan med fordel prøve dig frem med forskellige typer og kombinationer, så du er bedre klædt på til at vælge den helt rigtige vin til osten.

Gå på opdagelse i vores vinudvalg