Dekantering og iltning af vin

Bliv klogere på dekantering og dens betydning

Måske har du hørt begrebet "dekantering" før. Det bruges til at ilte din vin, og det er vigtigt, hvis vinen eksempelvis har bundfald. At dekantere sin vin er ikke for sjov, for det kan rent faktisk forbedre din smagsoplevelse, når du tager en mundfuld af vinen.

Dekantering af vin kan være en hel videnskab i sig selv, hvis man aldrig har hørt om det før eller gjort det. Heldigvis har vi skåret alle mellemregningerne fra og giver dig den nemmeste vej til korrekt dekantering, så du kan nyde din vin.

Hvorfor dekantere vin?

Når du dekanterer en vin, betyder det egentlig bare, at du hælder vinen fra flasken over i fx en karaffel med en bred, flad bund. På den måde får vinen en større overflade og mulighed for at ånde. Det er typisk en vin med noget alder og bundfald, som har godt af at blive hældt over i en vinkaraffel.

Rødvine på druer som Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Sangiovese giver mere bundfald end vine på andre druer, så hold gerne øje med bundfaldet, inden du serverer din næste Merlot eller Syrah. Vintage portvin har også tendens til at efterlade bundfald.

Står du med en helt almindelig hverdagsvin, er der ingen grund til at dekantere den – andet end for synets skyld. Det er kun vine med nogle år på bagen, der kan få en mere åben, kompleks og forbedret smagsstruktur ved iltning.
 

Sådan dekanterer du din vin i 4 simple trin

Det er en simpel proces at dekantere vin, så frygt ikke, hvis du skal gøre det for første gang. Vi har lavet fire nemme steps til dig, som du kan følge, når du skal ilte din vin. Det er nemt, og forhåbentlig vil du kunne smage og dufte forskel på din dekanterede vin.

  1. Hvis du har fundet en vin frem fra gemmerne, der har bundfald, er det en god idé at rejse flasken op og lade den stå i noget tid. Det gør, at bundfaldet samler sig i bunden af flasken. Flasken skal helst stå oprejst i 24 timer, inden du drikker den.
  2. Træk vinen op, fjern korkproppen og tjek om der sidder korkrester fra proppen på indersiden af flasken. Gør der det, så tør efter med en ren klud. Pas på, at du ikke skubber korkresterne ned i flasken, når du tørrer efter.
  3. Tag den åbne flaske og hæld den forsigtigt ned i karaflen. Hælder du for hurtigt, så risikerer du at hvirvle bundfaldet rundt i vinen.
  4. Hold gerne din flaske op mod lyset, så du kan se bundfaldet. Når bundfaldet nærmer sig flaskehalsen, så stopper du med at hælde og efterlader resten af bundfaldet i flasken.  


Du har nu dekanteret din vin helt rigtigt! Når du har iltet din vin, kan den åbne sig og frigive nogle af de aromaer, som vinen indeholder. Tanninerne i vinen kan også føles blødere, hvilket har indflydelse på vinens tekstur. Du kan altså gå fra en lukket og kompakt vin til en mere åben og blød vin ved at dekantere den og lade vinen frigive sine aromaer.

Vil du blive klogere på vin?

Viden om vin