Hvornår sætter man havemøbler ind?
Når vi skifter fra sommertid til vintertid, har de fleste af os nok den samme huskeregel i forhold til, om vi skal sætte uret en time frem eller en time tilbage. Om sommeren sætter vi havemøbler og ur frem, og ved vintertid trækker vi havemøblerne tilbage i skuret og sætter uret en time tilbage.
Men hvornår bør du egentlig sætte dine havemøbler ind i skuret? Kan du vente helt til, at vi skifter til vintertid, eller bør du sætte havemøblerne ind tidligere på året? Og kan nogle havemøbler egentlig stå ude hele året? Der er flere faktorer, der spiller ind. Derfor vil vi i denne guide gøre dig klogere på, hvornår du bør tage dine havemøbler ind.
Vinterens første tegn
Huskereglen med havemøbler og vintertid er ikke helt ved siden af. Dine havemøbler bør nemlig tages ind, når de første tegn på vinter viser sig, og det kan meget vel være den sidste søndag i oktober.
Når vi sætter havemøblerne ind, er det for at beskytte dem mod både regn og frost. Det slider nemlig unødigt på dine havemøbler og forkorter levetiden på dem. Det danske vejr kan være uforudsigeligt, og det svinger fra år til år, hvornår den første nattefrost melder sin ankomst. Samtidig kan september og oktober være nogle måneder med meget nedbør, hvilket også er dårligt for dine havemøbler.
Du bør derfor se på vejret i forhold til, hvornår du skal tage dine havemøbler ind. Måske bruger du alligevel ikke dine havemøbler, når temperaturen daler i september, og derfor kan det være en god idé at tage dem ind allerede der.
Kan havemøbler stå ude hele året?
Det er ikke alle havemøbler, der skal beskyttes mod nedbør og vinterfrost. Eksempelvis kan havemøbler i nonwood godt klare den danske vinter. Det samme gælder for havemøbler i plast og vedligeholdelsesfri havemøbler.
Havemøbler i træ derimod kræver særlig opmærksomhed, når vejret skifter. For at undgå revner og skimmelsvamp er det vigtigt at beskytte især havemøbler i træ ved at lade dem overvintre indendørs. Har du ikke et skur eller lignende til at opbevare dine havemøbler om vinteren, kan du beskytte dem med et overtræk til havemøbler.
Som udgangspunkt er det dog altid en god idé at tage dine havemøbler ind om vinteren for at passe bedst muligt på dem. På den måde bliver forårsklargøringen også lettere. Har du brug for gode råd til at gøre dine havemøbler forårsklar, kan du læse vores guide om klargøring af havemøbler til foråret.
Beskyt dine havemøbler om vinteren
Som nævnt er det altid en god idé at sætte havemøblerne ind om vinteren. Det kan være i et skur, i en garage eller på en overdækket terrasse. Dine havemøbler har bedst af at stå i et tørt og køligt rum med mulighed for ventilation. Det er især vigtigt, at dine havemøbler i træ ikke overvintrer i et opvarmet rum, da det udtørrer træet.
Vælger du at bruge møbelovertræk til dine havemøbler, bør du sikre dig, at dine havemøbler er helt tørre, inden du pakker dem ind i overtrækket. På den måde undgår du fugtdannelse, der kan beskadige møblerne. Havemøbler i træ har dog bedst af ikke at blive pakket ind i overtræk for at sikre bedst mulig ventilation.
Pas godt på dine havehynder
Det er ikke kun dine havemøbler, som du skal passe godt på om vinteren. Dine havehynder har også brug for et godt sted at overvintre. Det er en god idé at tage dine havehynder ind i tørvejr henover vinteren for at forlænge levetiden på dem.
En hyndeboks kan være en god løsning til at opbevare dine havehynder hen over vinteren. Det er vigtigt, at dine havehynder er helt tørre, inden du pakker dem i hyndeboksen, så der ikke danner sig fugt. Fugt giver nemlig gode vækstbetingelser for bakterier. Sørg for, at der ikke kan komme vand ind i hyndeboksen, og placer den derfor gerne i et skur eller på en overdækket terrasse.