Sådan installerer du en robotplæneklipper

Har du endelig anskaffet dig en smart robotplæneklipper? Perfekt! Her i guiden kan du få hjælp til korrekt installation af din nye robotplæneklipper, så kan du snart nyde godt af din smarte nye havemaskine. Vi anbefaler dog, at du også altid læser vejledningen for det pågældende produkt, herunder afsnittene omkring bl.a. opsætning og betjening, for at sikre en helt korrekt opsætning.

En robotplæneklipper er det oplagte valg til den travle familie, til folk med en stor plæne eller til jer som bare gerne vil være fri for at bøvle med at slå græs. Med en robotplæneklipper kan du og din familie nyde godt af en fin græsplænen - helt uden at få sved på panden!
 

Fremgangsmåde for installation af robotplæneklipper

Når du køber en robotplæneklipper, får du som regel alt med til installationen af maskinen, så du selv kan opsætte og bruge din robotplæneklipper. Produkterne inkluderer normalt en ladestation (base), afgrænsningskabler (kanttråd) og pløkker (jordsøm) - muligvis også med dertilhørende strømboks (elboks).

I de følgende 6 afsnit gennemgår vi opsætningen af en robotplæneklipper, men husk også altid at læse brugsvejledningen for det enkelte produkt.
 

Trin 1: Planlægning inden brug

Før du går i gang, bør du lægge en plan og dermed finde den bedste placering af både ladestation, herunder strømboks, og afgrænsningskabler. Det største stykke af din græsplæne vil være din primære zone, og det er her basen (ladestationen) skal installeres. Nogle græsplæner har yderligere områder, disse installeres som adskilte zoner eller "sub zoner".
 

Trin 2: Placér din ladestation (og strømboks)

Nu skal du placere din base (ladestationen) i den primære zone af græsplænen. Vi anbefaler, at du finder en plads i skyggen, f.eks. i baghaven, hvor ladestationen ikke er synlig fra vejen. Ligeledes bør din robotplæneklipper ikke blive placeret på en hældning, i et hjørne eller ved en sprinkler. Husk at basen skal kunne kobles til en elforsyning (muligvis strømboks) - el-kablet herimellem begrænser nemlig mulighederne for placering af basen.

Trin 3: Læg afgrænsningskabler langs haven

Nu skal dit afgrænsningskabel lægges rundt om din græsplæne. Gå først langs yderkanten af din græsplæne for at planlægge kablets placering. Herefter starter du ved basens placering og fastgør kablet med en pløk i jorden, hvor kablet skal placeres. Dernæst lægger du kablet løst på græsplænen ved at gå mod uret. Læg "øer" af kablet rundt om blomsterbede og buske for at undgå, at plæneklipperen kører ind i dem.
 

Trin 4: Fastgør afgrænsningskablet

Fastgør kablet ved at placere pløkker i græsplænen med nogle meters mellemrum langs græsplænens kanter. Du kan eventuelt bruge en lineal for præcis placering. Vi anbefaler, at du ved hjørner lægger kablet i en vinkel på 45 grader og ikke 90 grader. Træk kablet stramt ud og bank pløkkens hoved ned under jordhøjde.
 

Trin 5: Sammenkæd kabel-start og -ende

Når du har fastgjort kablet hele vejen rundt om græsplænen med pløkker, skal du sammenkæde kabel-start og kabel-ende med den samme pløk - se eventuelt nedenstående video for at se hvordan du klipper og fastgør kablet til sig selv (tid: 7:07).

Trin 6: Fastgør kablet og placér basen

Nu skal kablet sluttes til basen. Placér basen på afgrænsningskablet og forbind kablet til basen. Fastgør derefter basen med pløkker i basens huller og sørg for at kablet er placeret i midten af basen. Læg herefter forsigtigt elforlængerkablet (som kobles til elforsyningen) og sørg for, at kablet er sikkert sat fast i jorden. Forbind til sidst el-kablet til strømboksen. Husk at installere din strømboks et praktisk og sikkert sted.

Når du har installeret din nye robotplæneklipper kan du bare slappe af på terrassen i dine havemøbler og lade robotplæneklipperen klare havearbejdet.
 

Køb robotplæneklippere og tilbehør på føtex.dk

Med vores robotplæneklippere får du fuld valuta for pengene. Selvom en robotplæneklipper ikke er nogen billig investering, får du til gengæld din egen private "havemand". Med en af vores mange modeller, får du en masse fordele:

  • Du slipper for at slå græs i haven, om du er hjemme eller ej

  • Du bestemmer selv, hvornår robotplæneklipperen skal slå dit græs

Find både garager til robotplæneklippere samt afgrænsningskabler og andet tilbehør på føtex.dk, men også mange andre havemaskiner som almindelige plæneklippere eller smarte græstrimmere. Hos os kan du finde stort set alt til din have og bestille det med hurtig levering direkte hjem til dig selv.