Sådan vedligeholder og rengør du dine havemøbler

Havemøbler kommer i mange forskellige materialer, og derfor kræver de også forskellig rengøring og vedligehold. Ved at rengøre dine havemøbler med jævne mellemrum kan du sikre, at de holder i mange år endnu. Rengøring og vedligeholdelse er også med til at bibeholde havemøblernes flotte udseende. I denne guide har vi samlet en masse gode råd til, hvordan du kan passe godt på dine havemøbler.

Det er en god idé at rengøre dine havemøbler grundigt mindst én gang om året. Det kan være i forbindelse med, at du gør havemøblerne klar til foråret, hvilket vi også har lavet en guide til. Derudover kan du med fordel rengøre dem nogle gange i løbet af sæsonen, for at de bliver ved med at fremstå pæne. Du kan også passe ekstra godt på dem med et godt overtræk til havemøbler.

Rengøring af nonwood havemøbler 

Havemøbler i nonwood ligner og føles som træ. Nonwood havemøbler er stort set vedligeholdelsesfrie og kræver blot en våd klud for at tørre overfladerne af. Er dine havemøbler meget beskidte, kan du eventuelt blande en mild sæbe i vandet, som er beregnet til materialet. Når dine havemøbler ikke bruges om vinteren, anbefales det, at de står et tørt sted eller er dækket til med overtræk.

Rengøring af havemøbler i plast og polyrattan

Haveborde og stole i plast samt havemøbler i polyrattan er stort set vedligeholdelsesfrie. De skal også blot vaskes med vand og sæbe og gerne dækkes til eller pakkes væk, når vinteren rammer. På den måde kan du nemt bibeholde det flotte udseende. Havemøbler i blandt andet plast og polyrattan kan dog med tiden falme i farven grundet solens stråler. Derfor kan du med fordel tildække dem med et møbelovertræk, når du ikke bruger dem.
 

Rengøring af havemøbler i bambus 

De fleste havemøbler i bambus er lakerede, hvilket gør dem nemme at rengøre og vedligeholde. De skal blot tørres over med en fugtig klud. For at få dine bambus møbler til at holde i lang tid, kan det være en god idé at have dem placeret på en overdækket terrasse eller beskytte dem med møbelovertræk, når de ikke er i brug. Så er de både beskyttet mod dårligt vejr og solens stråler.

Rengøring af havemøbler i granit

Granit er et yderst holdbart naturmateriale, der kan modstå al slags vejr. Du kan rengøre dine granit havemøbler med vand og stensæbe. Brug ikke almindelige rengøringsmidler, da de indeholder syre og kan skade bordet.

For at vedligeholde den unikke struktur anbefaler vi, at du bruger granitolie eller neutral imprægnering, så du netop bevarer møblets fine udseende.
 

Rengøring af havemøbler i træ

Havemøbler i træ kræver en smule mere vedligeholdelse. Du vedligeholder dine træhavemøbler ved at vaske dem med rent vand og en relativ stiv børste. Her kan du med fordel blande lidt trærens i. Da træ er et naturligt og levende materiale, er det mere påvirkeligt af vind og vejr. Træet kan med tiden også ændre udseende, hvorfor vedligeholdelsen af især træmøbler er vigtig, hvis du vil have glæde af dem i mange år. 

Efter rengøringen kan du slibe og give olie efter behov. På den måde kan du nemt få dem til at se helt nye ude igen. Det kan også være, at de trænger til en ny klat maling. Vi har samlet alle vores råd til vedligeholdelse af træmøbler i en guide, som du også kan læse.