Imprægnering af telt – hvordan gør du?
Har du planer om at udforske bøgeskoven og sætte telt op i Danmark, eller skal du afsted til en af de mange musikfestivaler og overnatte ? Så er det en god idé at imprægnere eller genimprægnere dit telt, inden du drager afsted.
Med en ordentlig imprægnering af teltet får du nemlig en vandtæt funktion, så du kan holde dig selv og dine ting tørre i både regn, sne og slud. Ved at imprægnere dit telt forlænger du samtidig også teltets holdbarhed og levetid.
I guiden her vil vi komme ind på, hvordan du imprægnerer dit telt, men også hvorfor det er vigtigt at genimprægnere, hvis du ønsker en positiv (og tør) teltoplevelse.
Hvorfor skal du investere i teltimprægnering?
Lang de fleste telte kommer allerede med en form for imprægnering, men alt efter kvaliteten af dit telt (der ofte afspejles i prisen), er det forskelligt, hvor meget fugt det kan holde ude.
Derfor er det altid en god ide at imprægnere et telt, når du har købt et nyt, eller hvis dit telt har et par år på bagen, hvis du gerne vil bevare teltets vandtæthed. Et must i de tidlige morgentimer med morgendug, og ikke mindst i det danske vejr, der kan være en smule uforudsigeligt.
Hvad nedbryder coatingen på dit telt?
Der er flere faktorer, som kan være med til at forkorte holdbarheden af din teltcoating, og som med tiden kan påvirke, hvor vandafvisende teltet er.
Det kan fx være:
- saltholdige vinde og havgus
- pollen, støv og luftforurening
- ekskrementer fra fugle og bladlus
- deodorantspray og anti-myggespray
- nikotin.
Skal du overnatte i nærheden af havet eller har haft mange fugle til at besørge på dit telt, kan det være nødvendigt at rengøre og imprægnere dit telt på ny. Det er dog svært genimprægnere et telt, hvis det har været udsat for nikotinholdig røg. Nikotinet påvirker nemlig teltimprægneringens evne til at binde på teltets overflader.
Sådan imprægnerer du dit telt
Uanset om du skal imprægnere et nyt telt eller skal genimprægnere et gammel telt, skal det foregå udendørs, da det kan være generende for luftvejene og huden. Samtidig skal det også gøres, når vejret tillader det - nemlig når det er tørt - da imprægneringen ellers ikke vil sætte sig.
Imprægnering af nyt telt
Når dit telt er nyt, behøver du ikke at rengøre det, men kan derimod give dig i kast med teltimprægneringen med det samme. Tjek dog altid vejrudsigten inden, da det skal gøres udendørs i tørvejr.
Det findes forskellige typer imprægnering på markedet. Her er det vigtigt, at du vælger den, som er beregnet til telte. Dernæst findes der også forskellige typer teltimprægnering. Nogle skal sprayes på, hvilket er nemt og effektivt. Andre skal påføres med en pensel eller svamp. Begge varianter kræver kun et tyndt lag.
Når du er færdig med at imprægnere, skal du vente på, at det er fuldstændigt tørt, før du pakker det sammen. Det skulle gerne tage et par timer, så det er vigtigt, at vejret holder, så dette kan lade sig gøre.
Genimprægnering af et brugt telt
Efter 5 års brug bør du altid genimprægnere dit telt – og det er uanset teltets kvalitet. Inden du begynder, bør teltet rengøres. Der sidder sikkert skidt og snavs lige fra fugleklat-rester til myggespry på teltdugen. Det skal fjernes fuldstændigt.
Inden du går i gang med at imprægnere teltet, er det vigtigt, at teltet er knastørt. Ellers vil imprægnering ikke lykkes. Når du skal teltimprægnere, kan det med fordel gøres på indersiden af teltet for at få det bedste, vandafvisende resultat. Dette skyldes, at imprægneringen trænger bedre gennem stoffet, da teltet vil være mest beskidt udvendigt og derfor vil det være sværere for coatingen at trænge igennem.
Hvad gør du, hvis der kommer vand ind i teltet?
Men hvad gør du, hvis du allerede er afsted eller har sat teltet op på festival-campen, men det er utæt? Bare rolig, så er der stadig hjælp at hente. Du kan nemlig investere i tætningslim, der forsegler eventuelle huller, revner eller utætte syninger.
Du skal være opmærksom på, at tætningslim kun er en midlertidig løsning. Vi vil selvfølgelig altid anbefale, at du imprægnerer teltet først og har tætningslim med for en sikkerheds skyld. Skriv den eksempelvis på festivalens pakkeliste eller opbevar den sammen med teltet, så du husker at få den med på tur.