Sådan får du en lille stue til at virke stor
En stue behøver ikke at være stor for at være hyggelig, stemningsfyldt eller moderne. Dog skal man være påpasselig, når dagligstuen skal indrettes – i hvert fald hvis man ønsker de bedste og mest optimale løsninger, uden det hele virker trangt.
Hvis dit hjem har en mindre stue, så er denne guide lige for dig, hvor vi vil komme med tips og tricks til, hvordan du kan få opholdsrummet til at virke større end de kvadratmeter, du har til rådighed. Og det behøver faktisk ikke at være så kompliceret eller dyrt.
Jo færre møbler, jo større stue
Du kender sikkert flosklerne: Less is more, kill your darlings osv. Det samme gælder også for boligindretning. Jo færre møbler, du har i et rum, jo større vil rummet faktisk fremstå. Derfor når du skal indrette din stue, så prøv at forestille dig hvilke møbler, der er must haves, og andre som er nice-to-have.
Du skal med andre ord gå på kompromis med mængden af møbler. Tag derfor kun de møbler, som er obligatoriske for dig i en dagligstueindretning som fx en sofa, sofabord, TV og højtalere samt loftslampe, og se, hvordan din stue vil fremstå, og hvor meget ekstra plads du evt. vil have.
Lyse farver skaber ro og åbenhed
Valg af farver har stor betydning for opfattelsen af et rum, og den stemning man ønsker at skabe. Eftersom målet er at få din lille stue til at virke stor, skal du holde dig til en lys, neutral farvepalette. Mørke farver får et værelse til at fremstå mere omsluttende og derfor mindre for øjet. Lyse farver gør det modsatte, da det skaber åbenhed, ro og fremstår mere imødekommende.
Mal gerne væggene og loftet lyse, og hvis muligt så gør det samme ved gulvet eller vælg en lys træsort i stedet. Forsøg overordnet set at holde rummet lyst både i valg af vægmaling samt dit udvalg af møbler, lamper og interiør.
Hvis rummet bliver for kedeligt for dig, kan du med fordel mikse og matche med andre lyse og sarte farver. Du skal dog være sikker på, at rummets farver passer sammen.
Udnyt væggene i stueindretningen
Hvad du muligvis ikke har af gulvplads, har du sandsynligvis i vægmuligheder. Udnyt derfor væggene til hængende møblement som reoler og hylder. På den måde kan du få plads til de små nipsting, bøger samt lignende mindre interiør – dog skal du være påpasselig med at hænge for mange hylder op, da et rum virker større, når øjnene kan hvile på lyse og glatte vægoverflader. Det skaber nemlig ro.
Udover at hænge møbler op, kan du også bruge højden. I den forstand at en skænk kan være utrolig bred og tage værdifuld gulvplads. Investér derfor i stedet i et smalt skab, reol eller et vitrineskab, så du fylder mere op ad væggen end hen ad gulvet.
Drop nips og pyntegenstande
Mange af os har massevis af nipsting i vores hjem. Hvad end det er en de adskillige pileaer i vindueskarmen, pyntepuder i sofaen eller souvenirs fra den sidste rejse. Men i et lille rum kan dette nemt komme til at fremstå rodet, kaotisk og overfyldt.
Ligesom med møblerne gælder det om at kill your darlings og skære markant ned på pyntegenstande, så de ikke virker forstyrrende i indretningen. Hold dig gerne til et mindre antal af lysestager, fotografier, vaser og lignende – jo mere enkelt og minimalistisk, jo bedre.
Lys stuen op
Nøgleordet for mindre rum er lys. Derfor når du skal indrette en lille dagligstue, skal du sørge for, at der kommer så meget sollys ind som muligt. Enten ved at droppe gardiner eller købe nogle, som ikke fylder for meget i vindueskarmen.
Om aftenen kan du selvfølgelig ikke regne med sollys til at lyse stuen op. Der skal du gerne købe flere lamper at lyse rummet op med, hvor du har mulighed for at lyse alle hjørner op samt have en god generel lys med en loftslampe. Hvis du ikke har nok gulvplads til gulvlamper eller bordlamper, så kan væglamper være sagen.
Hvis muligt kan du også fjerne døren til stuen eller udskifte den normale trædør med en glasdør for at få masser af lys andre steder fra i boligen. Det vil samtidig også gøre rummet mindre (inde)lukket, men derimod åben og luftig, hvor du kan se ud i boligens andre rum.