Sådan vasker og plejer du forskellige slags skind
Skind er blevet mere og mere populært i de danske hjem. Og det er efterhånden svært at finde en designerstol eller -bænk uden et henkastet, rustikt skind ovenpå.
Men det kan være en kamp at få skindet til fortsat at være helt skarpt i både farve og tekstur. Derfor guider føtex dig til den rigtige pleje og vask af lammeskind, gedeskind, koskind og rensdyrskind.
Inden du går i gang med vedligeholdelse af dit skind
Inden du går i gang med vask, rengøringsmidler og pletfjerner, så husk på, at naturlige skind ikke kræver særlig meget rengøring – og dét gør dem nemmere at pleje.
Sommetider kan for meget rengøring endda slide unødvendigt på skindet. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvordan og hvor lidt du egentlig skal pleje skindet, for at det holder sig flot i længst tid.
Følg denne guide til vask og pleje af de forskellige skind – så er du sikret det bedste resultat.
Sådan vasker og plejer du lammeskind
Vask og rengøring af lammeskind er meget nemt. Skindet skal nemlig blot rystes en gang i mellem. Hvis det skal rengøres i dybden – for eksempel hvis du har spildt brødkrummer eller lignende på det - så kan du med fordel støvsuge skindet.
Du kan også hænge skindet udenfor til luftning, især om vinteren, da lammeskind har godt af at hænge ude i frostvejr. Skulle skindet blive meget beskidt, kan du tage en opvredet klud og tørre snavset væk med.
Hvis du opdager, at lammeskindet bliver en smule fladt, når du sidder på det, kan du børste lammeskindet igennem med en hårbørste. Med jævnlig børstning forbliver skindet nemlig let og luftigt, og så undgår du også at hårene filtrer sig sammen på lang sigt.
Sådan rengør og vedligeholder du gedeskind
Gedeskind er til dig, som også gerne vil komme nemmere om det med rengøringen. Gedeskind kan ofte nøjes med at blive rystet og støvsuget - men det skal du til gengæld også gøre flere gange om måneden.
Hvis dit skind er blevet ekstra beskidt, kan du vaske det i hånden og efterskylle med koldt vand. Herefter skal gedeskindet hænge til tørre med hårene nedad, for at hårene får godt med luft. Mens det tørrer, skal du strække skindet nogle gange for at holde på dens flotte form.
Sådan vedligeholder du koskind
Når du skal pleje dit koskind, skal du være lidt ekstra omhyggelig. Koskind skal nemlig kun rystes og luftes udenfor. Og når du skal fjerne pletter, så er det udelukkende med vand og mild sæbe. Her skal du huske at bruge en helt ren klud, da det kan slide unødvendigt på skindet, hvis du bruger beskidte artikler og skrappe rengøringsmidler - eller hvis du lægger skindet i blød.
Sådan plejer og rengør du rensdyrskind
Rensdyrskind er lidt mere skrøbeligt end de andre slags skind, da hårene nemmere kan falde af. Derfor er rensdyrskind mest ideelle til at hænge på væggen som dekoration. Vi anbefaler derfor ikke, at du har skindet liggende på eksempelvis sofaen og sidder på det.
Når det kommer til rengøring, skal du hovedsageligt bare sørge for at ryste skindet, hvis det skulle have samlet for meget støv. Du kan også støvsuge det, men så er det vigtigt kun at gøre det med hårretningen. Hvis skindet er blevet meget snavset, kan du duppe en opvredet, lunken klud på det.
Læs brugsanvisningen og følg vaskevejledningen
Inden du går i gang med rengøring og vask, så tag lige et ekstra kig på vaskevejledningen. Det er nemlig vigtigt at følge den bestemte brugsanvisning, der hører til netop dit skind, da de forskellige, naturlige skind kræver forskellig pleje.
Har du endnu ikke et skind, som du kan vaske og pleje? Så kan du med fordel tage et kig på vores udvalg af forskellige slags skind, som udover de fire ovenstående typer af skind også inkluderer lækre imiterede skind. Med vores store udvalg kan du med garanti finde et skind, som kan pryde og plejes i dit hjem.