Hvad skal vi lave? Sjove aktiviteter til dig og din baby

Hvad skal vi lave? Det er et spørgsmål, du som mor eller far nok har stillet dig selv et par gange, når det står på leg sammen med dit barn. Jeg har samlet et par gode aktiviteter, du kan bruge som inspiration til legetiden med dit barn.

Når dit barn er mellem 9 og 12 måneder, kan der være fart over feltet. Dit barn kryber, kravler, rejser sig ved tingene – måske er dit barn endda begyndt at tage de første skridt. Det kan også være, at dit barn sidder frustreret, fordi det ikke kan finde ud af at flytte sig,

Dit barn har i denne periode også rigtig meget brug for at være sammen med dig og vil meget sjældent være alene. Går du fra dit barn, vil det naturligt protestere. Dit barn har brug for at se dig for at vide, at du ikke er forsvundet, og det er vigtigt, at I bruger tid sammen. Og for at tiden sammen bliver så god som mulig, så er der 3 gode legeråd, du kan følge.

3 gode legeråd til dig som forældre:

  1. Vær åben, når I leger. Sæt dig ned på gulvet, og se hvad der sker. Vis dit barn, at du er interesseret i at lege og gøre noget sammen. Hvis dit barn viser interesse for f.eks. en bold eller byggebægre, så følg dit barns initiativ og leg med. Hvis dit barn ikke tager initiativ, så prøv om du med din mimik, stemme og bevægelser ved at trille en bold osv. kan motivere dit barn til at lege med.
  2. Giv slip. Når du leger med dit barn, er der masser af plads til at skeje ud og te sig fjollet. Dit barn vil kun synes, at det er sjovere at lege, jo mere du engagerer dig og fjoller med. For mange voksne er det svært at give sig hen i leg, men det er vigtigt, at du leger aktivt og udstråler glæde ved at lege. Det er med til at vise dit barn, at netop leg er vigtigt.
  3. Leg uden elektronik. Gem alt hvad der hedder iPads og telefoner væk, når I leger. Du er mere til stede i legen, og så slipper du for dårlig samvittighed. Samtidig lærer dit barn at forholde sig til verden, når I leger med ting og ikke leger med en skærm. I legen øver barnet både motorik og balance, og vigtig viden om, hvordan ting fungerer, lagrer sig i barnet og bliver til erfaring.

 

Med de legeråd helt inde under huden kan du nemt springe ud i at lege med dit barn.

Leg sammen på gulvet

Gulvet er det bedste sted at være, når dit barn skal bevæge sig. Tag en fælles kravletur rundt i rummet, gem dig bag ved en stol og kom frem med et ”bøh!”. Sæt dig på gulvet foran dit barn, og tril en bold imellem jer. Brug bolde i forskellige størrelser fra en lille tennisbold til en stor badebold. På denne måde lærer dit barn om bolde, bevægelser, former og størrelse – og det hører dig sige ordet ”bold”. Tril også bolden væk bag dig, så dit barn ikke kan se den og lad den komme frem igen. Dit barn lærer, at bolden ikke er forsvundet, men blot ude af syne. Giv også dit barn små opfordringer som ”kan du finde bolden?” og hjælp dit barn med at lede ”hvor kan bolden være henne?”, søg og led og glæd jer sammen over, at I finder den igen.

Sang og musik med dit barn

Alle børn elsker musik og sang, og nu kan du rigtig mærke det på dit barn. Hvis du spiller høj musik, vil dit barn ofte sidde og rokke til musikken, bruge kroppen og tydeligt nyde det. Dans med dit barn, giv dit barn mulighed for at slå på en tromme, holde et rasleæg osv. Syng sange hvor du bruger dine hænder – dit barn vil forsøge at klappe og følge dine bevægelser. Det kan være f.eks. ”Lille Peter Edderkop”, ”Hjulene på bussen”, ”Mon du bemærket har”, ”I en skov en hytte lå” eller lignende.

Tal med barnet om jeres oplevelser

Sproget begynder at tage mere og mere form. Dit barn siger måske selv ”hej” eller ”mad”, og dit barn forstår også rigtig mange ord nu – også selvom dit barn ikke nødvendigvis siger så meget. Mange børn vil f.eks. klappe eller vinke på opfordring, eller vise hvor store de er og strække armene højt op over hovedet, når de opfordres til det. Det er vigtigt, at du sætter ord på handlinger og ting i jeres hverdag, som f.eks. ”er du tørstig?”, ”se her er mælk, dejlig mælk” og lignende. Når I triller tur i barnevognen, så sæt ord på ting, I møder: ”se ænderne, rap rap siger de” eller ”hov, det var en stor bus, stor bus”. Når barnet ser det, du taler om samtidig med, at du sætter ord på, så lærer dit barn betydningen af ordet og vil stille og roligt selv begynde at bruge ord.

Barnets egen skuffe

Børn i denne alder elsker skuffer og hylder. Bøger, vaser og andre ting bliver hurtigt hevet ned af en hylde, skuffer og skabe åbnes og tømmes hurtigt. Det er vigtigt, at du lader dit barn røre og undersøge ting. Det giver dit barn viden og læring, som er vigtigt for tiden frem. Derfor skal du ikke sætte for mange grænser og ikke give for mange forbud. Du skal derimod forsøge at gøre barnets opdagelsestur sikker, så dit barn ikke kan komme til skade, når det bevæger sig rundt.

Og så er det en god idé, at du laver en skuffe til dit barn. Indret en skuffe med køkkenting, det kan være plastbøtter, plastlåg, et piskeris, en grydeske eller lignende ting, som kan tåle at komme på gulvet. Dit barn vil elske det, og samtidig giver det dig mulighed for at aflede – hvis dit barn vil lege med dine ting, så vis barnet, hvor det kan lege i stedet ”se skat, her er din skuffe”.
 
Rigtig god fornøjelse!
 
Kærlig hilsen
 
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk

Spire tumlemøbler