Begyndersko til min baby: Hvad skal jeg kigge efter?

Når dit barn begynder at kunne gå et par skidt på egen hånd, så er det tid til at købe de første sko. Her er, hvad du skal kigge efter i jagten på begyndersko til din baby.

Det kan variere meget fra barn til barn, hvornår det er tid til den allerførste sko. En god tommelfingerregel er, at når dit barn kan gå et par skridt selv, så skal du ud og købe et par sko. Det lille barn har meget bløde knogler og meget fedtvæv. Når man ser på barnets fod, vil der næsten ikke være nogen svang, og derfor vil de første sko man giver barnet ofte være uden svangstøtte.

Når det lille barn skal stå og holde balancen, så sker det ved, at barnet holder sin vægt oppe ved at bevæge tæerne op og ned. Det betyder, at barnets storetå flekser opad, og lilletåen vender udad og griber nedad. Samtidig vil mange børn i begyndelsen stå skiftevis på flad fod og på tæer.

Når du skal købe en god begyndersko til din baby, skal du derfor købe sko som understøtter fodens naturlige bevægemønster, og som ikke vejer for meget. Skoene må heller ikke være for store, selvom der skal være plads til, at fødderne vokser lidt.

Alt efter årstiden kan det være nødvendigt at købe 2 sæt: ét til at bruge indenfor – og ét til at have på udenfor. Det er lidt forskelligt, hvad du skal være opmærksom på, når du køber sko til indenfor og udenfor, så jeg har delt mine anbefalinger op efter, hvor dit barn skal bruge begynderskoen:

Begyndersko udendørs
 

  • Skoen skal passe til fodens bredde og højde. Nogle børn har brede fødder, andre børn har smallere fødder, og du er nødt til at prøve dig frem for at finde ud af hvilken type sko, der sidder bedst på netop dit barns fødder.
  • Der skal være en fast hælkappe og en god lukning, så skoen sidder fast på fødderne. Skoene kan lukkes med enten snørebånd eller velcro.
  • Sålen skal være bøjelig og skal være så let som muligt. Dit barn må ikke have problemer med at løfte fødderne, fordi skoen er for tung.
  • Sålen bør være lavet i et vandafvisende materiale f.eks. gummi. Det holder fugt fra græs, grus osv. ude. Sko med rågummisål er ikke at foretrække til det første par sko.
  • Skoene bør være lavet i et materiale, så barnets fødder kan ånde f.eks. skind.
  • Skoene skal være ca. 15 mm længere end foden, så der er plads til at fødderne kan bevæge sig frit, og at barnets fødder stadig kan vokse.


Begyndersko indendørs
 

  • Indesko bruges især, hvis det er koldt, og barnet har brug for mere end blot et par skridsikre strømper for at holde fødderne varme. Indesko bruges også for at sikre, at barnet ikke glider, men kan stå fast, når det bevæger sig rundt.
  • Skoen skal passe til fodens bredde og højde.
  • Skoen skal være i et blødt materiale, som følger fodens bevægelser. F.eks. skind eller stof, evt. uld.
  • Indeskoen skal sidde godt fast på foden, og barnet skal kunne bevæge sine fødder helt naturligt.
  • Sålen vil ofte være lavet af ruskind eller måske en tynd gummisål. Sålen skal sikre, at barnet kan stå fast, samtidig med at skoen ikke bliver for stiv.
  • Voksetillæg skal ofte være mindre i et par indesko end i udendørssko. Skoen skal sidde tæt på foden, men samtidig give god bevægelighed.

 
Rigtig god sko-jagt!
 
Kærlig hilsen
 
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk