Grød til din baby er sundt og mættende – og her er den perfekte opskrift

Grød er både sundt, mættende og nærende for din baby – og heldigvis er grød også super nemt at lave.

Når børn bliver ca. 7 måneder, så taler man om, at der er et vindue i forhold til mad. Det betyder, at dit barn i denne alder har en naturlig lyst til at smage og putte mad i munden – og det er denne lyst, som du skal forsøge at møde og udnytte. Når vinduet opstår, så er dit barn parat til at spise, tygge, har lyst til mad, lyst til at putte i munden – men stille og roligt lukker vinduet også mere og mere i.
 
Når dit barn først er blevet et år, så vil appetitten ikke længere være helt så stor. Dit barn vokser ikke så meget længere, og dit barn vil naturligt begynde at spise mere selektivt. Det er pludselig ikke længere helt så spændende at smage på maden – nu er det mere sjovt at lege med maden, komme brødet op i vandglasset osv. Vinduet lukker aldrig helt, men det er vigtigt at udnytte, når det står åbent. Så jo mere forskelligt du kan give dit barn at spise nu, jo bedre er det.

Grød til din baby sikrer mæthed

Grød er stadig vigtigt – også selvom dit barn måske nyder at sidde med mad i hånden, gumle og gnaske i rugbrødsbjælker og stille og roligt spiser mad, der minder om det, I selv spiser. Når du giver dit barn grød, så har du mulighed for at sikre dit barn ekstra mæthed, og samtidig sikrer grød dit barn energi. Du kan energiberige grøden ekstra ved at bruge fedtstof og enten mme eller modermælk i grøden - dit barn har brug for rigtig meget energi, når det triller omkring, kryber og øver sig i at bruge sin motorik.
 
Grød er også sundt, fordi det indeholder fuldkorn, vitaminer, mineraler og mange fibre. Det er godt for fordøjelsen, og det hjælper maven med at holde sig naturligt i gang. At starte dagen med grød giver en god mæthed og dit barn et stabilt blodsukker og overskud til leg og aktivitet. Og så er grød ofte også billigt.
 
Grovere grødtyper kan være f.eks. havregrød eller flerkornsgrød. Flerkornsgrød laver du ved at blande forskellige typer af korn, gryn, flager og meltyper. Knækkede korn og gryn giver den bedste grød, hvis de har trukket i koldt vand i køleskab natten over. Og husk – brug ikke for mange hele kerner, da små børn ikke kan optage næringen af disse, hvilket kan give tynd mave.


Flerkornsgrød til børn:

1 spsk. havregryn
1 spsk. quinoa-flager
1 spsk. rugmel
2 dl. koldt vand
1 tsk. fedtstof
½ dl modermælk eller modermælkserstatning
 
Kom gryn, flager og mel i en gryde, tilsæt vand og kog op i 2-3 minutter imens du pisker det. Tag gryden af varmen, tilsæt fedstof og tilsæt mælk langsomt indtil konsistensen er passende. Grøden er klar til servering med det samme, og du kan evt. komme lidt fintrevet æble på som topping.
 
God appetit!
 

Kærlig hilsen
 
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk