Selvstændighed hos barnet på 2-3 år: Vil ikke! Vil selv!

Lige nu er dit barn godt i gang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder også, at barnet nogle gange tester grænser at for at finde ud af, hvordan det kan påvirke andre mennesker.

Dit barn er rigtig godt i gang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder, at dit barn lige nu er i gang med at finde ud af, hvordan han eller hun selv er, og hvordan han eller hun kan påvirke andre. Dette undersøger dit barn blandt andet ved at sige ”Nej!”, ”Vil ikke!”, ”Vil selv!” eller f.eks. "Min, min, MIIIN!”.

Dit barn lærer om sig selv i samspillet med forældre, søskende, bedsteforældre, andre børn og voksne, som er omkring barnet. Dit barn har brug for rigtig meget ros – det gør din lille dreng eller pige meget stolt og glad, hvis du roser ham eller hende. Hvis du derimod skælder ud, råber højt og irettesætter, bliver han eller hun oprigtigt ked af det. Det er bestemt ikke rart at få at vide, hvis man gør noget forkert. Din 2 årige er lige nu meget følsom og meget sårbar overfor, hvordan du reagerer på det han eller hun siger eller gør. 

Uenighed er naturligt og sundt

Dit barn har ikke en skjult dagsorden, hvor han eller hun bevidst er imod dig. Det handler om, at dit barn er i gang med at udvikle sin selvstændighed, og et led i dette er at være uenig med dig. Det er helt naturligt, at dit barn lige nu afprøver grænser. Når dit barn skal finde ud af, hvem det selv er, hvad det vil, hvad det ikke vil, så er det nødt til at ville noget andet end dig. Dit barn kan ikke gøre det du vil og være enig med dig, for så finder han eller hun ikke ud af, hvem han eller hun selv er. Dit barn kan altså ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af, hvad du vil. Derfor opstår der ofte dagligt konflikter med en toårig. 

Konflikter opstår ofte når bleen f.eks. skal skiftes, eller når dit barn skal have tøj på. Nogle gange opstår konflikten, fordi dit barn har brug for medbestemmelse. Dit barn har brug for at føle sig medinddraget. Lad dit barn deltage så meget som muligt, dit barn kan måske selv kravle op på puslebordet eller bleen kan måske skiftes stående. Lad være med at spørge dit barn ”skal du have en ren ble?”, hvis du allerede har besluttet at bleen skal skiftes. Det er ikke fair, at du spørger, hvis du ikke lytter til det nej, som dit barn giver – og skifter du bleen, når dit barn har sagt nej, så lytter du ikke – og skal i princippet ikke spørge.

Let stemningen

Nogle gange er løsningen også at pjatte og lave lidt sjov. Du vil måske gerne have, at dit barn selv tager sko på, men dit barn protesterer. Prøv at sætte skoen på hånden i stedet for på foden og sig f.eks. ”åh jeg kan ikke finde ud af det, vil du hjælpe mig”. Dit barn ved, at det er forkert, og vil højst sandsynligt gerne hjælpe dig. På den måde får I vendt en situation, som ellers kunne have været en konflikt, og dit barn tager selv sko på, hvilket jo var det, du gerne ville have.

Fortsat held og lykke!
 

Kærlig hilsen

Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk