Når dit barn pludselig bliver bange

Børn under 2 år, vil ofte være bange for fremmede. Barnet klynger sig til mor og far, hvis I er fremmede steder. Dit barn vil helst være på dit skød eller i din favn. Barnet gemmer måske hovedet i din brystkasse og bryder sig ikke om, hvis fremmede (det kan også være familie) henvender sig til barnet.

Børn under 2 år kan også være bange for høje lyde – det kan være legetøj, som larmer eller det kan være en person, der pludselig griner højt. Når dit barn hører denne latter eller lyd, så bliver dit barn forskrækket og græder.

Når dit barn er 2.5-3 år gammel, vil du måske opleve, at dit barn pludselig bliver bange for mørke. Lyset skal tændes, dit barn vil ikke gå ind i et rum uden lys, ligesom dit barn nu kan have brug for en natlampe med svagbelysning, når han eller hun skal sove. Det kan også være rigtig rart med en åben dør ind til værelset, så dit barn kan høre jer forældre og mærke, at det ikke er alene.

Din reaktion sætter kursen

Dit barn kan også blive bange for insekter og små dyr nu. Det kan være lyden af en flue, en myg eller måske en bi, der summer rundt på værelset eller uden for. Det kan også være hvis du løfter en sten eller graver lidt i jorden og dit barn ser biller, orme og andet kravle og bevæge sig rundt – dit barn kan vise angst for disse smådyr og vil bestemt ikke være i nærheden.

Selvom dit barn kan være bange for insekter, så er det vigtigt, at du signalerer, at de ikke er farlige og viser dit barn, at det kan være helt tryg. Du skal ikke presse dit barn til at røre ved dem eller være tæt på, hvis dit barn synligt viser ubehag derved, men jo mere roligt du selv tager det, jo mere roligt vil dit barn også blive. Dit barn spejler sig i dig og i din reaktion.

Nogle gange er det ”fornuftigt at være bange”. Forstået på den måde, at hvis I møder en hund, der står og gør voldsomt, så kan det være hensigtsmæssigt, at barnet bliver bange, fordi det er med til at holde barnet fra en situation, der kan være farlig.

Naturlig og alderssvarende angst

Det er vigtigt, at du tager barnets angst alvorligt. Det betyder, at du ikke skal nedgøre barnet ved f.eks. at sige ”sådan noget pjat” eller ”lad være med at være hysterisk”. Sæt ord på det, som barnet er bange for ”du kan ikke lide lyden”, og anerkend barnets følelser ”det er heller ikke rart, når fluer summer” og berolig så samtidig dit barn ”se her, fluen gør ikke noget, nu sidder den der på væggen” eller lignende.

Prøv at vurdere, om dit barns angst er aldersvarende. Prøv også at vurdere, om barnets angst er så voldsom, at det påvirker dit barns hverdag – og din hverdag. Begynder du at indrette din hverdag på en måde, som igen og igen tager hensyn til, at dit barn ikke skal blive bange, så kan det være en god idé, at I taler med jeres læge om problemet.

Kærlig hilsen

Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk