Sov godt: Sådan bearbejder I dagens oplevelser hos barnet
Dit barn er nu meget opmærksom på, at verden kan være udfordrende og farlig – og den farefornemmelse kan godt vise sig, når dit barn skal sove.
Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med dit barn lige nu. Det handler om, at dit barn begynder at have mere farefornemmelse, dit barn er mere og mere bevidst om, at verden er stor og farlig. Dit barn bevæger sig mere og mere rundt på egen hånd, begynder at kunne løbe og falder og slår sig. Dit barn møder også modstand fra andre børn. De tager legetøjet fra ham eller hende, de skubber eller slår, og nogle børn bider i denne alder. Dit barn møder også modstand fra dig og andre voksne, for eksempel ved at du holder fast i ham eller hende, så han eller hun ikke løber ud på vejen. Du siger mere og mere ”Nej!” i løbet af dagen. Det er alt sammen med til at give en spirende fornemmelse for fare og dermed en uro, når dit barn skal overgive sig til søvnen og også om natten.
Alt det dit barn oplever om dagen skal bearbejdes, og det er lige nu svært for dit barn at slippe en dag fyldt med oplevelser. Samtidig bliver oplevelserne bearbejdet, når dit barn drømmer. Derfor kan dit barn vågne op med skrig og være rigtig ked af det. Det er vigtigt, at du giver dit barn den nærhed og ro, som barnet lige nu viser behov for – både når barnet skal sove, og også når barnet vågner om natten. Tryghed er alfa omega.
Gode putterutiner giver tryghed
Start gerne putterutinen med et bad, som du afslutter med en god frottering i håndklædet og lidt massage, måske har dit barn brug for at blive smurt med lidt creme. Lad barnet ligge og slappe af og nyde din berøring. Efter badet tilbydes dit barn en godnatgrød i køkkenet. Det kan være en grovere grød som havregrød, flerkornsgrød eller müsligrød. Grøden må gerne blive serveret sammen med en kop lun mælk. Herefter skal dit barn have børstet tænder, og så er det sengetid og tid til putning.
Det vil være en rigtig god idé, at du sætter dig ved sengekanten om aftenen, lader dit barn sidde lidt på skødet, få læst historie der, putter barnet i seng, læser lidt videre på historien, synger en godnatsang, putter med bamse, putteklud eller lignende – giver dig god tid og prioriterer at lade dit barn mærke, at du er der.
Tal med barnet om dagen, om alt hvad der er sket af gode og mindre gode ting, så du hjælper dit barn af med nogle af alle oplevelserne, og får bearbejdet noget af det, før barnet skal sove. Ingen af os kan sove med hovedet fyldt af tanker, derfor skal du hjælpe dit barn af med noget af tankemylderet. At sætte ord på dagen kan f.eks. være at sige: ”I morges da du stod op, så fik du havregrød – mmm det smager godt! Så kørte vi i vuggestue og så legede du med …, men så faldt du og slog hul på knæet, AV! Det gjorde ondt! Men så fik du plaster på…” Og så kigger I på plasteret og mindes og får bearbejdet den episode.
Sov godt!
Kærlig hilsen
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk
Læs også
føtex for de små artikler