Sådan klarer du amning med din nyfødte baby
Amning af din nyfødte baby er ikke altid helt ligetil. Men ved du, hvilke gode råd og tips du kan læne dig op ad, så bliver amningen af dit barn måske meget lettere.
Dit nyfødte barn har fra naturens side en række automatiske reflekser, som alle styres af hjernen heriblandt en søge- og en sutterefleks. Når du rører ved dit barns kind, vil det dreje hovedet i den retning, din berøring kommer fra. På den måde kan dit barn søge efter dit bryst, når du holder dit barn i din favn. Dit barn har også en sutterefleks, som er en helt grundlæggende evne, der skal sikre, at dit barn får næring fra begyndelsen.
I begyndelsen er det vigtigt, at du lader dit barn die ligeligt på både højre og venstre bryst. Når barnet dier på begge bryster, stimuleres der til mælk. Den første mælk, dit barn får, er råmælk. Denne mælk har et særligt højt indhold af blandt andet protein, forskellige hormoner og antistoffer, der er vigtige for dit barns vækst og immunsystem. I løbet af få dage ændres din mælks sammensætning, og den modne mælk løber til.
Lad dit barn spise efter behov
Den modne mælk består af flere forskellige dele. Den første del af mælken er vandholdig og ligner lidt skummetmælk i konsistensen. Den efterfølgende mælk er mere hvid og ligner letmælk, og til sidst kommer en mere tyk og flødelignende mælk. Det er rigtig smart, at mælken er sammensat forskelligt, for det giver dit barn mulighed for at få dækket sit behov bedst muligt. Nogle gange vil dit barn die kortvarigt, måske bare et par minutter, hvorefter det slipper og er glad igen. Her får dit barn den vandholdige og dermed tørstslukkende mælk. Andre gange vil dit barn die i længere tid og spiser så et fuldt måltid.
Det er derfor vigtigt, at du lader dit barn spise, som det har behov for og ikke tror, at det er pjat, eller at barnet blot ”hyggesutter”. Det er også vigtigt, at du lader dit barn spise fra ét bryst ad gangen. Hvis barnet spiser lidt fra det ene bryst og lidt fra det andet bryst, så vil der være en risiko for, at dit barn får for meget vandholdig mælk, og det kan give ekstra uro i maven, dårlig trivsel og ekstra meget gråd. Det har ingen af jer glæde af. Lad derfor dit barn spise så længe som muligt fra et bryst, før du lægger barnet til modsatte side.
Det er godt at variere mellem ammestillinger
Det vil også være en god idé, at du varierer imellem forskellige ammestillinger, da dit barn stimulerer og tømmer dit bryst forskelligt alt efter, hvordan du lægger barnet til brystet. Du kan variere mellem forskellige siddende stillinger, og du kan lægge dig ned for at amme, når dit barn skal sove middagslur eller have sin nattesøvn. Det er også vigtigt, at du selv får ro og hvile under amningen. Oplever du problemer med meget spændte bryster og fyldte mælkekamre, så kan du med fordel bruge en ammestilling, hvor dit barn ligger med hagen mod det fyldte og ømme område. Massér blidt hen over området og ned mod brystvorten, gerne imens dit barn dier.
Husk også at spise og drikke. Når man er nybagt mor, så kan hele dagen godt gå med at passe barn, amme, skifte ble, bade, lege, pludre, amme igen, og putte til en lur. Og pludselig er der gået flere timer, hvor du ikke selv har fået hverken vådt eller tørt. Det går ikke. Det er vigtigt, at du husker at spise og drikke, så du har energi til at tage dig af dit lille barn.
Har den lille svært ved at finde ro efter amning, så lad far komme på banen. Far dufter ikke af mælk, og jeres lille baby kan derfor have lettere ved at falde til ro hos far. I fars favn er der stadig ro og varme, jeres barn kan høre vejrtrækningen, hjertelyden osv. Det er genkendeligt og dejligt at få lov til at falde i søvn på fars brystkasse eller i fars favn. Det er vigtigt, at far er vågen, når den lille ligger hos far. For at forebygge vuggedød anbefales det ikke, at man sover med sit barn.
D-vitamin
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn tilbydes D-vitamin. Det er vigtigt for barnets knogler og barnets blivende tænder, og det forebygger, at barnet udvikler engelsk syge – rakitis.
D-vitamin gives som dråber. Dit barn skal have d-vitamin-dråber dagligt, fra det er 2 uger, og til det er 4 år. Der gives 10 mikrogram (400 IE) dagligt. Dråberne kan f.eks. gives på en ske sammen med lidt modermælk eller modermælkserstatning.
Det er kun, hvis dit barn dagligt indtager mindst 800 ml modermælkserstatning med mindst 1.3 mikrogram vitamin D pr. 100 ml, at dit barn ikke skal have d-vitamintilskud.
Kærlig hilsen
Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk
Læs også
føtex for de små artikler