Gode råd, hvis du skal give din baby flaske

Det anbefales, at du ammer dit barn fuldt, til det er ca. 6 måneder og delvist indtil 12 måneder, men nogle gange fungerer amningen ikke, hvilket der kan være mange forskellige grunde til. For nogle kvinder er det et bevidst valg ikke at amme, for andre kvinder er det fyldt med stor sorg og en følelse af ikke at være en god nok mor, når sundhedsplejersken eller lægen anbefaler, at man supplerer med eller går over til at give flaske.

Nu hvor dit barn er 5 uger gammel, så vil du sandsynligvis opleve, at han eller hun begynder at blive mere urolig og måske græder mere om aftenen. Mange forældre bliver urolige for, om barnet måske er overstimuleret eller måske græder, fordi det ikke får mælk nok. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din baby har brug for mere mælk, og du gerne vil amme, så er det vigtigt, at du drøfter dette med læge og sundhedsplejerske og evt. søger råd hos en ammevejleder.  

Hvis du ikke kan amme, eller du af en eller anden grund vælger ikke at amme, eller hvis der i en periode måske er behov for at supplere med flaske, så skal dit barn enten have udmalket modermælk eller modermælkserstatning i sutteflaske.  

Du kan malke ud med hånden. Det er det mest skånsomme for dit bryst, og det kan være en god teknik at kende til, fordi du kan gøre det når og hvor som helst, der er behov for det. Du kan også malke ud med en brystpumpe, og her findes forskellige modeller, alt efter hvor meget du behøver at malke ud. Der findes manuelle pumper, batteridrevne pumper og elektriske pumper… hvis du kun har brug for at malke ud en gang imellem, så vil en manuel pumpe være fin, men har du brug for at malke ud dagligt eller flere gange dagligt, så vil det være nødvendigt med en batteridrevet eller elektrisk brystpumpe.

Du kan også vælge at give dit barn modermælkserstatning. Det er sammensat, så det ligner modermælk mest muligt og kan gives fra fødslen og til dit barn er 1 år. Hvis dit barn har brug for modermælkserstatning fra fødslen, så gives normalt en specielerstatning, der er baseret på højt hydrolyseret protein, som forebygger allergi. Disse erstatninger sælges på apoteket. Hvis barnet efterfølgende viser sig at være i risikogruppen for at udvikle allergi, så bibeholdes den allergiforebyggende modermælkserstatning de første 4 måneder. Hvis dit barn ikke er i risiko for at udvikle allergi, gives almindelig modermælkserstatning, som du kan købe i dit lokale supermarked.  

Valg af sutteflaske

Når du skal vælge en flaske til dit barn, vil det være rigtig godt at overveje, hvilket materiale flasken skal være af, hvor stor den skal være, hvor meget den skal kunne rumme, hvordan den er at gøre ren, og måske skal du også overveje hvor mange flasker, du har behov for. Du kan købe flasker i plast og i glas, og der er fordele og ulemper ved begge dele, ligesom størrelsen af flasken kan variere efter barnets alder, og hvor meget baby drikker ad gangen. Nogle vælger at købe mindre flasker til starten og skifter så til større sutteflasker i takt med at baby vokser, og andre køber store flasker fra starten.  

Til at begynde med vil det måske være fint at købe 1-2 sutteflasker, for at finde ud af, hvilken model dit barn trives med. Flasken skal ligge godt i din hånd, så det er behageligt for dig at sidde og give dit barn mælk. Antallet af flasker, du skal købe, afhænger af, hvor mange gange i døgnet dit barn har brug for flaske. Hvis dit barn ernæres fuldt med flaske, vil det have brug for mælk 6-8 gange i døgnet, og hvis du vil nøjes med at rengøre flaske en gang i døgnet, vil det ofte være nødvendigt med mindst 6 sutteflasker.  

Valg af flaskesut

Du kan købe mange forskellige flaskesutter. Nogle er runde, andre flade, nogle er korte, andre lange, nogle er smalle, andre brede. Nogle har en indbygget ventil. Nogle er lavet af latex/naturgummi, andre er lavet af silikone.  

Det kan være svært at finde den helt rigtige flaskesut, og ofte er du nødt til at forsøge dig lidt frem, for at finde ud af, hvad dit barn synes er rarest at spise af. Det er vigtigt, at dit barn har godt fat omkring flaskesutten, og at barnet virker til at drikke på en rolig og behagelig måde. Dit barn må helst ikke virke til at have svært ved at holde vakuum eller virke til at sluge meget luft under måltidet.  

Flaskesutter laves også i forskellige størrelse, afhængig af barnets alder og suttemodenhed. Jo yngre din baby er, jo mindre din baby er, jo mindre flaskesut vil barnet have behov for. Børn spiser også forskelligt, så hvor nogle børn har et meget stort sug og kan spise meget hurtigt, så har andre børn svært ved det, de har færre kræfter og bliver måske for trætte og opgiver, før de har spist nok. Derfor skal flaskesuttens størrelse og mængden af huller, det vil sige det flow, som mælken løber med, passe til dit barn.  

Du vil på pakken med flaskesutter ofte kunne se, hvilken alder producenten anbefaler flaskesutten til. Det kan være angivet lidt forskelligt f.eks. ”nyfødt”, ”0-3 måneder”, ”3-6 måneder” eller lignende. Aldersangivelsen kan også være lavet med et tal f.eks. ”0+”, ”2+”, 3+” osv. Det kan også være angivet, hvor hurtigt mælken løber f.eks. ”langsom, hurtig eller medium gennemstrømning”.

Giv nærhed sammen med flasken

Hud-mod-hud-kontakt er vigtig for det lille barn, og du kan sagtens holde din baby nært og give masser af fysisk kontakt og nærhed, selvom du ikke ammer. Sørg for at holde dit barn tæt, når du giver flaske og nyd, at du efterfølgende kan have dit barn liggende i din favn. Når din baby ligger hos dig, så mærker det din varme, din vejrtrækning, lytter til dit hjerte og din stemme. Udnyt også tiden, hvor du giver flaske, til at kærtegne dit barn, pludre med det og lade det mærke dig.  

 

Kærlig hilsen

Helen Lyng Hansen
NetSundhedsplejerske.dk