Rengøring af barnevogn og klapvogn
En god barnevogn eller klapvogn skal passe og plejes ligesom så meget andet. Derfor har vi samlet gode råd og informationer, så du kan læse om, hvordan du bedst passer på din barnevogn og klapvogn.
Selvom du køber en kvalitetsvogn, hvor alle materialerne er nøje udvalgt ud af bedste kvalitet, så vil vind og vejrforhold kræve, at din vogn bliver vedligeholdt og plejet. Ved at passe og pleje din vogn, vil du kunne forlænge dens levetid, så den kan bruges i mange år fremover.
Vedligeholdelse af barnevogn og klapvogn: Sådan gør du
Som sagt er det vigtigt, at du går op i at vedligeholde din klapvogn eller barnevogn, uanset hvor meget den har kostet, eller hvor god kvalitet den er. Den vil altid fungere bedre og leve længere, hvis du varetager vedligeholdelsen af den.
Først og fremmest er det en god idé, at der kommer ventilation til vognen, så der ikke dannes kondens i den. Sæt derfor madrassen på højkant om aftenen så vognen får luft. En barnevogn skal udluftes mere, hvis den står ude om natten, så gør det til en vane, at du vender madrassen.
Hjulene på en barnevogn og klapvogn kan også få flyverust. Derfor anbefales det at vaske dem hver 14. dag. Stellet på din barnevogn skal også vaskes, så skidt og støv fjernes. Det bedste middel til dette er en bilshampoo, som nemt ordner alskens støv og skidt.
Aftør også stellet med en tør klud og påfør et tyndt lag syrefri olie. Den samme tur skal dine fælge og eger have på alle hjulene.
For at sikre at der ikke opstår foldemærker på kalechen, er det en god ide at slå kalechen op når vognen ikke bruges. Det er lidt ligesom dit tøj. Hvis det ligger krøllet sammen, så bliver det krøllet. Og det er nu engang sværere at stryge en barnevogn end en skjorte.
Stil altid vognen i skyggen, når der er høj solskin, så den ikke udsættes for solens stråler, hvilket kan skade og misfarve stoffet. Hvis I tager på en strandtur, hvor vognen udsættes for salt, er det en god idé at spule stellet med en haveslange. Herefter vil det være en fordel at smøre de blanke dele med syrefri olie som nævnt ovenfor.
Når det regner og sner, skal du altid anvende et regnslag for at beskyttet vognen.
Vognen skal helst opbevares et tørt og varmt sted. Her er det igen en god ide, at den ikke står i nærheden af et vindue, så den ikke udsættes for solens stråler.
Vinteren er særlig hård ved din vogn, fordi der ligger meget salt på veje og fortov. Derfor er det vigtigt, at du vedligeholder din vogn ekstra om vinteren. Her bør rengøringen finde sted mindst én gang om ugen.
Sådan rengør du din klapvogn og barnevogn
Når du kigger på en ny barne- eller klapvogn, er det oplagt at se på størrelse og foldbarhed, men det er faktisk lige så vigtigt at se på, hvor let den er at rengøre. Jo nemmere den er, jo lettere er den at vedligeholde.
Men hvordan rengør du så sådan en barnevogn? Vi har samlet nogle tips og råd til dig her.
Når du vasker foret i din barnevogn, er det faktisk ret nemt. Det fleste vogne har aftageligt for, som du kan tage af og smide i vaskemaskinen. Det er angivet på foret, hvor mange grader du skal vaske det på.
Selve kassen og kalechen vasker du let ved at tage en blød svamp eller oprevet klud, som du tørrer af med og vasker med tekstilrens. Når det så er tørret, kan du bruge imprægnering til at styrke overfladen med. Vi anbefaler, at du gentager processen en gang om måneden.
Imprægneringen er dog ikke nok til at holde dit barn og vognen tør, og derfor anbefaler vi, at du dækker din barnevogn med et regnslag. Så skal der nok være tørt og godt for dit barn.
Hold løbende øje med din barnevogns tilstand
Hvis du vil være sikker på, at din barnevogn er i tiptop stand, skal du løbende kontrollere, at alt er, som det skal være. Det er både for vognen og dit barns skyld.
Sørg for, at stellåsene fungerer rigtigt, så du kan låse stellet fast. Det er meget vigtigt. Gå også plastikdelene igennem og sikre, at de er ikke beskadigede, eller at velcrobånd hæfter dårligt. Alle mindre metaldele som møtrikker og skruer skal sidde godt i spænd, som de gjorde fra starten.
Tjek også elastikker og bremsegummi. Hvis barnevognen ikke kan bremse, kan det være farligt at bruge den. Sikkerhedsbøjlen skal også være i god stand, så den kan bevæges uden problemer.